Årsrapport for sæson 2026

2026 har været et både afsluttende og udviklende år for BIRCA; vi har afsluttet vores store Island Connect projekt og taget hul på nye tematiske veje gennem et fokus på ritualer i scenekunsten og den geopolitiske situation omkring os. Vi har haft en 2-årig støtte på 400.000 kr. pr. år fra Statens Kunstfond under titlen Laboratorium og arkivering indenfor ny økologisk scenekunst. Vi afholdt BIRCA Kids for syvende år i træk, i år med kun 1 uge med norske kunstnere for at se, hvordan det nordiske perspektiv kan inkluderes. BIRCA Ritual startede vores nye research omkring brugen af ritualer i scenekunsten med deltagelse af 6 nordiske kvinder og det bragte mange nye perspektiver. BIRCA Outreach samlede forskellige kunstnere, der arbejder med geopolitiske forhold. Vi startede tredje og sidste år af vores bevilling fra Creative Europe til Island Connect-projektet, baseret på et netværk med i alt 7 europæiske ø-partnere plus en række pop-up partnere. Vi afviklede det etablerede Artistic Residency-format og det udviklende Islander Focus på BIRCA og sendte en kunstner afsted til Co-creation-formatet på Tenerife. Vi har yderligere haft støtte fra Bornholms Regionskommune og Sparekassen Bornholm. I alt har vi haft 11 uger med støttede residencies på BIRCA samt deltaget i to pop-up ø-residencies på Gotland og Martinique. Endelig har vi i år som sædvanligt haft program under den Bornholmske Kulturuge med 2 forskellige forestillinger – samt arbejdet frem mod et projekt med en ukrainsk kunstner, der desværre blev aflyst.

 

I alt har 31 scenekunstnere (heraf 9 danske) og 5 børn haft ophold på BIRCA i 2026. Vi har lavet 4 visninger på BIRCA med 81 publikummer i residencyprogrammet plus visning under Kulturugen for 22 på BIRCA samt projektet Hope and Ponies på Hodda i Rønne som over 2000 oplevede, mens der blev skabt 4 nye banner-værker om håb. Igen i år har vi set en divers repræsentation af kunstnere, der inkluderer både børn, ældre og køns-divergens, og vi har igen oplevet stor forskellighed i arbejdsfelter og metoder. Vi har forøget vores fokus på kuratering og udvikling af tematiserede residencies inspireret af og i samarbejde med nogle af de danske kunstnere, der er tættest på os. Disse kunstnere har vi dels inviteret ind som konsulenter på de enkelte residencies, og dels givet plads til udvikling.

 

Vi har fortsat det økologiske perspektiv samt vores fokus på arkivering som en del af praksis. Vi er fortsat opmærksom på vores CO2 aftryk, men må balancere det med ønsket om at arbejde internationalt. Og så flyttede der i år 3 killinger ind på BIRCA.

 

Hele årsrapporten med detaljer om kunstnere og med masser af fotos kan findes her

 

Vi anbefaler også at søge ned i alle de spændende tanker og processer fra kunstnerne i vores online arkiv – som kan findes her