Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

BIRCA har et stykke tid arbejdet med en vision om at indsamle og dele den viden og erfaring, som bliver til i den kunstneriske forskning, der går forud for færdige værker og produktioner. En viden der alt for ofte går tabt, fordi den er svær at samle op samt beskrive og derfor også svær at arkivere og videreformidle.  Projektet om et nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser realiseres nu med en bevilling fra Bikubenfonden.

 

Susanne Danig, leder af BIRCA, udtaler:

 

Med bevillingen i ryggen kan vi nu sætte gang i en proces, der har fokus på, hvordan vi får dokumenteret og videreformidlet den indsamlede viden, så den kan akkumuleres og bruges til videre inspiration for andre kunstnere, der ønsker af arbejde med relaterede emner – vi håber vi dermed kan skabe videnstransport og gøre det lettere at erfaringsudveksle.

 

I opbygningen af arkivet for kunstneriske processer vil BIRCA forsøge at tage mest muligt hensyn til det arkiverede materiales taktilitet og dets interaktive element. BIRCA vil også bidrage til udviklingen af et sprog for kunstnerisk forskning, som kan understøtte en formidling, der rækker ud over dialogen med fagfæller og inddrager det omkringliggende samfund.

 

BIRCA, som arbejder internationalt med den uafhængige scenekunst og især har fokus på den nye økologiske scenekunst, har allerede søsat et pilotprojekt, hvor der indsamles viden og materialer fra kunstnere, der er i recidency. Hensigten er at skabe et internationalt afsæt for arkivmodellen og også inspirere til brug af arkivmodellen internationalt bl.a. gennem projektet Island Connect, der har støtte fra Creative Europe.

 

Inddragelse af ekspertice

 

Det endelige mål med arkivet er at skabe et arkiv, der når bredt ud og har bred værdi for både billedkunstnere og scenekunstnere. Derfor vil BIRCA undervejs diskutere projektet og udveksle erfaringer med forskere, udviklingspartnere og andre interessenter.

 

BIRCA kommer til at have tæt dialog med bl.a. Haut, Bora-Bora, Udviklingsplatformen, Eartwise Residency, Danske Dansehistorier og fra Københavns Universitet/Performance Studier deltager Laura Louise Schultz, Karen Vedel og Cecilie Ullerup Schmidt med input. Andrea Deres og Carolina Bäckman er konsulenter på projektet.

 

I de kommende måneder vil BIRCA række ud efter projekter og organisationer også på billedkunstområdet og efter internationale videnspartnere og arkivprojekter. 

 

Pilotprojektet vil blive dokumenteret og sat i kontekst i artikler, som indgår i en publikation om arkiver for kunstneriske processer, og som vil udkomme i forbindelse med et internationalt videndelingsseminar i december 2024.